HULSIG FÅR

 

 

 

 

Allerede i 1600-årene blev den danske fårebestand tilført fremmed blod fra spanske merinofår,

og i løbet af 1800-tallet blev landfåret indkrydset med engelske fåreracer, specielt Leicester racen.

Landfåret fandtes oprindeligt i to forskellige typer som hhv. hede- og klitfår.

I løbet af det 20. århundrede blev Landfåret erstattet med importerede fåreracer.

Danske Landfår består af tre linier

De egentlige Danske Landfår består af tre linjer, der er navngivet efter de lokaliteter, de kommer fra.

Hulsig-fårene fra Nordjylland, Vesterbølle-fårene fra Gested, Vesthimmerland, og Ertebølle-fårene fra Farsø, Vesthimmerland. Det, de har til fælles, er deres evne til at klare sig under ret ugunstige betingelser,

og at de derfor er stærkt påvirket af naturlig selektion.

Landfåret

Landfåret hører til gruppen af langhalede europæiske fåreracer.
De fleste har brunligt, gråt eller gråspættet hoved, grå, gråspættede eller mørke ben,
der er lange og med stærke klove. Enkelte har rødgule, glansfulde hår på hovedet. Ryggen er lang og smal. Pelsen har dækhår og underuld. Fårene er hornløse, men på vædderen kan der udvikles mindre horn.
Kropsvægten er normalt 70-80 kg for voksne får,

gennemgående er Ertebølle fåret lidt mindre end de to øvrige linjer.

Kilde : Landbrugs- og fiskeristyrelsen

Hårdføre, nøjsomme og i stand til at læmme uden hjælp og selv beskytte lammene. Det er egenskaber, der er karakteristiske for det danske hedefår eller klitfåret, som racen også er blevet kaldt efter den lokalitet, hvor de levede.

I dag er der ikke mange af den oprindelige danske landrace tilbage. Foreningen til bevarelse af Hvidhovedet Marsk får, Landfår og Ertebøllefår regner med to hovedlinjer af det gamle danske landracefår, nemlig Hulsig-linjen efter Hulsig ved Skagen og Ertebøllelinjen efter landsbyen ved Limfjorden. Den gamle Vesterbølle-linje, der har navn efter landsbyen Vesterbølle i Vesthimmerland er efterhånden krydset ind i Hulsig-linjen.

Fælles for Dansk Landrace-fårene er, at de alle har de egenskaber, der skal til for at klare sig selv i naturen. Fårene kan leve af det, de finder i skoven, på heden eller i klitten. De æder typisk den uønskede vegetation, så marehalm og hedelyng ikke kvæles af indvandrede græsser og andre planter, der nyder godt af den luft- og vandbårne kvælstofforurening af naturen.

  • Twitter Classic